Sydafrikansk vin og historie

Sydafrika er på mange måder et vildt land, på godt og ondt. En af de gode måder er landets vinproduktion. Her i MENY på Borups Allé har vi netop fået et par fantastiske serier ind i sortimentet, og derfor er det også på sin plads, at vi ærer vinen, historien og landet med et velsmurt og dugfrisk blogindlæg. Vores serier vil være tilgængelige på hylden fra mandag d. 16. september.

En international historie

Den sydafrikanske vinhistorie begynder helt tilbage i 1652, da forsyningsstationen ved Kap Det Gode Håb blev oprettet af det Nederlandske Ostindiske Kompagni. Et par år senere såede man de første vinranker, som blev sendt fra Tyskland, Spanien, De Canariske Øer og Frankrig. I 1659 kunne man skåle i den første årgang, som blev lavet på fransk muscadel-druer.

Den første vinmark blev grundlagt af guvernør Jan van Riebeeck.

Som årene gik, blev mere og mere land dedikeret til vinmarker, og der blev importeret både flere forskellige vinranker og franske winemakers til at kultivere jorderne. Sydafrikansk vin opnåede relativ kort tid et positivt ry på blandt internationale iagtagere.

En af årsagerne for denne stigende kvalitet var, at de franske protestanter, huguenotterne, i 1685 valgte at bosætte sig i Sydafrika efter, at de blev fordrevet fra Frankrig. De nye franske indvandrere medbragte viden om vinavl og vitikultur, og det satte for alvor gang i landets vinproduktion.

Under Napoleonskrigene deltog Sydafrika på Frankrigs side, og efter nederlaget i 1815 tilfaldt landet de engelske sejrherrer. Englænderne indtog masser af vin, og nu havde man et veludviklet produktionsapparat på egne hænder, efter at man i mange år var presset på omkostninger fra import. Det gav industrien et voldsomt boom, som skulle vare mere end 100 år.

Huguenotterne bosatte sig bl.a. i Franchoek Valley.

Tilbage til nutiden

Selvom Sydafrika ligger langt væk fra Europa, gik landets vinmarker ikke fri for den altødelæggende vinlus, som hærgede, især, de franske vinmarker i disse år. Konsekvenserne blev følt flere årtier frem, og mange vinbønder valgte at omlægge deres landbrug til andre afgrøder, bl.a. til strudsefoder, som var en industri i vækst.

Efter 1. verdenskrig var sydafrikansk vinproduktion i dyb krise, og regeringen valgte at nationalisere produktionen i et kooperativ, kaldet KWV. Allerede i 1924 stod KWV for 95% af vinproduktionen, og monopolet betød, at de kunne fastsætte produktionsmål, priser, druetyper og så videre.

Men vin og politik går ofte hånd i hånd. I det 20. århundrede voksede presset på landets hvide regering over det dybt undertrykkende Apartheidsystem. Den internationale eksport var stort set ikkeeksisterende, og det var først da Apartheidsystemet blev nedlagt, at eksportmarkederne begyndte at lægge mærke til Sydafrika igen. KWV kom på private hænder, og vinproduktionen var midt i en genstartsperiode, hvor vinbønder hurtigt måtte tilegne sig udenlandske produktionsmetoder og vitikultur.

I dag er vinindustrien i Sydafrika igen i vækst. Det er ikke længere et erhverv, som er forbeholdt de hvide. Den sorte del af befolkningen får mere og mere indflydelse, og du finder masser af sydafrikansk vine på hylderne, som er dyrket og produceret udelukkende af sorte hænder.

KWVs hovedkvarter.

Sydafrikanske druer

Hvert land har unægteligt sine egne unikke produktions- og dyrkningsvilkår. Derfor er druerne ofte tilpasset til klimaet og jorden. De sydafrikanske druer er selvfølgelig også helt deres egne.

De hvide

Der dyrkes flest grønne druesorter i Sydafrika i dag. De dyrkes på 65% af landets vinareal, og den vigtigste drue er den franske chenin blanc, som lokalt kaldes for steen. Steen dækker næsten en tredjedel af dette samlede areal og indgår i de fleste sydafrikanske hvidvine. En stor del af vinen destilleres, og steen er således også en vigtig del af den store produktion af hedvin.

Traditionelt var steen en arbejdsdrue, men de seneste år er der kommet prestige i at lave en supersteen vin, så det er bestemt én vi kommer til at stifte mere og mere bekendtskab med fremover. Udover steen domineres landet af grønne druer som chardonnay og sauvignon blanc. Chardonnay laves både som den grønne og friske uden fadlagring, og den gyldne og fede med fadlagring.

Sauvignon blanc gør det godt i de kølige kystområder, og flere af de store vine herfra kan måle sig med tilsvarende store vine i New Zealand. Ellers er der er en stolthed over kvaliteten af druen cape riesling på lokalt plan, selvom den aldrig er slået an, internationalt.

De røde

Sydafrikas blå nationaldrue er pinotage, som er en krydsning mellem pinot noir og cinsault. Pinotage er en sydafrikansk specialitet, som er blevet avlet og forædlet de sidste 75 år, og resultaterne er fremragende. Druen giver et stort udbytte, og beskæres og reduceres den, opnås koncentrerede og intense vine, med et stort lagringspotentiale. Op igennem 1990’erne er der blevet plantet masser af cabernet sauvignon i landet, fordi man ved, at den sælger internationalt. Klimaet passer godt til denne drue, og de bedste er intet mindre end fremragende, med en dæmpet garvesyre og en saftig frugt.

Bordeauxerne

Merlot Cabernet Franc vinder mere og mere frem hos de sydafrikanske bønder, og de har for alvor fået øjnene op for, hvor gode vinene kan blive på denne blanding. Af nye druer her fra er også værd at nævne:

  • Sangiovese
  • Petit verdot
  • Malbec
  • Mourvedre
  • Grenache

Alle disse har vist flotte resultater gennem de sidste par år. Nogle få producenter har også haft held med pinot noir, men denne svære drue driller stadig de fleste. Flere og flere har gennem flere år forsøgt sig med shiraz, og fra 1998 og fremefter kan vi konstatere, at der dukker flere og flere topvine frem fra denne.

Vores nye sydafrikanske vinhus Bellingham trækker tråde gennem historien helt tilbage til 1693, en helt igennem fantastisk historie – læs mere om huset og historien på https://bellinghamwines.com.

Vær den første til at kommentere

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*