
Læs om den 1. uge her, introduktion til familien her og til FLEXITARIAN her
Flexitar-udfordringen: MENY Borups Allé udfordrer en af vores kunder til at spise flexitarisk i en måned. Familien på 4 – Siff (31), Ulrik (37), Sia (4) og Noah (1) vil forsøge at spise plantebaseret, uden kød, mejeri, æg og andet animalsk, fra morgen til aften, minimum 4 dage om ugen. Følg med hver weekend, når vi spørger dem, hvordan det gik.
Familien er nu halvvejs – vi mødtes med Siff for at få en status.
Hvordan er det gået siden sidst?
Siff: Vi var ikke lige så flittige som i sidste uge, fordi vi var i Svendborg for at besøge Ulriks forældre. Så lige dén dag spiste vi “almindelig” morgenmad og frokost med sildebord og sådan noget… og morgenmad med yoghurt og ost. Eller, jeg tror faktisk, at Ulrik spiste havregrød lavet på vand til morgenmad, så det var kun mig og Sia der ikke “overholdt” det. De tre øvrige dage gik fint.

Hvordan gik det med maden I ville lave til Ulriks forældre?
Siff: Det var et hit!
Hvad synes de om at spise vegansk?
Siff: De synes det er spændende, og er åbne for at prøve nye ting. Hvis vi viser gejst omkring det, så vil de gerne bakke op. De spiser selv relativt meget grønt, men også meget kød og ost osv.
Hvordan gik det med dit mandelmælksprojekt?
Siff: Det var egentlig nemt nok. Mandler og vand, 1:1,5 ratio, først i blød og så i en blender. Og så skulle jeg finde ud af at si det på en eller anden måde… jeg overvejede lidt at bruge en stofble – de er jo blevet vasket. Men tænkte alligevel, arhh. Så jeg endte med at bruge kaffefilter, og så mase med en ske. Man kan også bruge mandelresterne til noget lækkert – pålæg, f.eks.

Hvordan er det gået på morgenmad- og frokostfronten? Er Sia stadig kritisk overfor al den nye mad?
Siff: Drengene spiser havregrød på de veganske dage. Sia og jeg har prøvet os frem med sojayoghurt fra Alpro, først den ‘naturel’, så den med blåbær. Det gik den første dag, men dagen efter ville hun ikke spise det. Næste gang prøver vi den med vanilje. Men hun er en meget kræsen og bestemt dame, der ved hvad hun vil ha’.
Har I fået nogle favoritprodukter endnu?
Siff: Naturli’ smørbar er helt klart et stort hit, sammen med Alpros naturel sojayoghurt som kan bruges både til morgenmad og som dressing-agtig ingrediens. Linser og bønner er gode fyld-ingredienser. Nå ja, og Hanegals veganske postej til frokost.

Hvad har I af planer for næste uge på madfronten?
Siff: Vi skal prøve vaniljeyoghurten, og så tror jeg at vi vil prøve at lave nogle mere spændende morgenmad. Prøve at eksperimentere med en anden slags grød end den almindelige havregrød. Og så tror jeg, at vi skal prøve at lave nogle veganske frikadeller efter Mia Sommers opskrifter.
Det er jo nemt nok at lave gryderetter, men vi kunne godt kaste os ud i noget mere spændende. Nogle gange har jeg bare sådan: Noah er næsten altædende, men hvis Sia ikke vil smage, og Ulrik er på arbejde, så jeg skal lave det hele selv… gider man så stå i flere timer?

Hvordan er det gået med at handle ind i på Borups Allé?
Siff: Jeg var dernede, fordi jeg tænkte, at jeg snart ville lave noget med tofu, og jeg blev overrasket over hvor mange varianter der var. Der var også mange færdiglavede bøffer med quinoa, ærter osv. Der er ikke noget, vi ikke har kunne finde dernede.
Har I overvejet hvad der skal ske, når de 4 uger er gået?
Siff: Ulrik er glad for det. Han er frisk på at fortsætte. Og det er jeg sådan set også. Jeg savner måske fisk… og skæreost. Måske også fordi, det er så nemt at lave nogle fiskefrikadeller. De dage, hvor vi ikke har haft veganske dage, har vi spist kylling og fisk, og det var så dejligt nemt.
Men igen, det handler om at vænne sig til noget nyt. Det er jo ikke fordi, det er så meget mere tidskrævende, men fordi det ikke er en del af rutinen, så kræver det selvfølgelig lidt mere tankevirksomhed.
Kunne du også finde på at tage udfordringen op derhjemme? Fortæl os det i kommentarfeltet nedenunder.
Vi ses på Borups Allé 💚
Skriv en kommentar