Charles Smith og Washington State vine

Denne uges blogindlæg starter med en lille fortælling om Washington State. Med en befolkning på 6,3 millioner mennesker, sker der altid noget i regionen i det nordvestlige hjørne af USA. Washington tilbyder diverse aktiviteter og naturattraktioner, som mange muligvis kender, men vidste du, at de også er kendte for deres vine? Det kommer faktisk bag på mange også!

Den vinproducerende stat i USA er en forholdsvis ung vinindustri, men er samtidig landets næststørste. Med 60.000 hektar plantet har Washington ideel geografi og betingelser for dyrkning af premium vinifera druer. De har kontinentalklima, hvilket giver dem varme og solrige somre samt kolde vintre. Det giver druerne, og dermed vinen, en kompleksitet og sammensætning, der er virkelig spændende.

Vindyrkere i Washington fokuserer på riesling, chardonnay, cabernet sauvignon, merlot og syrah, men regionen producerer også en lang række andre sensationelle hvide og røde vine. Deres håndlavede vin høster bred anerkendelse både regionalt, nationalt og internationalt for deres ensartede, høje kvalitet. Washingtonvine findes nationalt i alle 50 stater og internationalt i mere end 40 lande. Derudover så er Washingtons vinindustri en vigtig bidragsyder til den langsigtede bevarelse af Washingtons landbrug, da industrien er forpligtet til bæredygtig landbrugspraksis og bevarelse af vandressourcer.

 

Rock, rul og vindruer

Nu ved vi lidt om vine fra Washington, men hvad med Charles Smith? Først en relevant lille intro af Charles Smith. Manden med den cool facade, det sorte outfit og den danske forbindelse, da han i næsten et årti var københavner. Han var nemlig manager for Psyched Up Janis og The Raveonettes. Med sine venskaber i det danske rock´n´roll miljø mødte han bl.a. den amerikanske producer Craig Leon, og det viste sig, at de havde en anden passion til fælles, når de mødtes til pladeindspilninger i London, nemlig vinsmagninger, som altid var en del af seancerne. I 1999, mens han er på en biltur til Walla Walla, møder Charles en vinproducent, der overbeviser ham om, at han skal begynde at fremstille sin egen vin, og her starter vinimperiet, som for nylig har solgt nogle af sine mest populære vin brands til en værdi på over 120 millioner dollars.

Under mærket “K Vintners” og “Charles Smith Wines” får vinene i dag stor opmærksomhed, til dels også pga. deres anderledes etiketter. Da Charles begyndte at lave sine første vine, var han meget bevidst om “indpakningen”, og navngivningens betydning. Det skulle være noget, som var utraditionelt, og vinene skulle have sjove etiketter for at skille sig ud fra mængden. Det får i dag folk til at kigge en ekstra gang, når de går forbi en af vinene, for med bomber, treforke og gotiske blokbogstaver på sig, er etiketterne en vigtig parameter i Charles Smiths markedsføring. Derudover, så er Charles’ filosofi, at vinen skal smage af den druesorte og det Terroirs, de kommer fra – hvilke er enten i Walla Walla Valleys eller Wahluke Slope.

Et imperie opstår

I dag er der kommet flere mærker til, og Smith producerer på nuværende tidspunkt 44 forskellige vine under mærkerne K Vintners, Charles Smith Wines, ViNO, Secco Italian Bubbles, SIXTO, Wines of Substance, Casa Smith og Charles & Charles. Når man spørger Charles Smith, om man kan sammenligne jobbet som tourmanager med jobbet som vinsmager, så er svaret ja! “Når du er manager for et rockband, så skal du kunne jonglere med en masse forskellige projekter, navigere imellem en masse forskellige personer og holde ud at rejse fra sted til sted – og det er faktisk ret lig mit arbejde som vinmager”, fortæller Charles Smith.

Så kan man gå fra rock til at blive multimillionær på en klase vindruer? Bestemt!

Vær den første til at kommentere

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*