Biodynamisk vin vs. økologisk vin?

I disse bæredygtige tider er MENY Borups Allé selvfølgelig med på beatet, også når det gælder vin. Vi er mange, der er vilde med vin, men i virkeligheden har konventionel vinproduktion faktisk et ret heftigt klimaftryk og en lang proces, med mange forskellige tilsætningsstoffer.

I dette blogindlæg dykker vi ned i forskellene på økologisk og biodynamisk vin, kommer ind på demeterreglerne, naturvine og så har vi et lille spot på vinhuset Lunaria, som vi fører her i butikken.

Hvad er forskellene?

Indtil 2012 var der reelt ikke noget der hed ”økologisk vin”, for da kom loven om økologisk vin, som, vigtigst af alt, forbyder brug af kunstgødning og pesticider. Indtil 2012 fandtes der selvfølgelig vin af økologiskdyrkede druer, og selvom man derfra var i sin fulde ret til en helt konventionel vinproduktion, kan man forestille sig at mange, der dyrkede druerne økologisk, også lagde lidt ekstra arbejde i resten af produktionen.

Men hvad er økologisk vin? Udover at druerne skal dyrkes økologisk, så er der mange andre regler, der også skal overholdes. Eksempelvis må økologisk vin ikke varmebehandles på mere end 70 grader celsius. Vinen må gerne koncentreres dog ikke gennem nedkøling, alkoholindholdet må ikke korrigeres, og det er forbudt at behandle med kationbyttere for at stabilisere vinens vinsyreindhold.

Desuden er der begrænsninger på tilsætningsstoffer. Kun 30 af de 55 stoffer, der er tilladt ved konventionel vinproduktion, er tilladt for økologisk vin, og indholdet af svovldioxid skal deklareres på flasken og er begrænset ift. konventionelle vine.

Biodynamisk vin går skridtet videre. Tanken bag har en åndelig dimension baseret på Rudolf Steiners, såkaldte, antroposofi, hvor Jorden anses som en levende organisme, der næres af kosmiske kræfter som eksempelvis månens position.

Biodynamisk vindyrkning er selvfølgelig også uden pesticider og kunstgødning, men her gødes der med syv forskellige kompostpræparater, komøg og kiselpræparat. Biodynamisk vin må kun varmebehandles op til 35 grader celsius og, modsat økologisk vinproduktion, må biodynamisk vin slet ikke opkoncentreres.

Yderligere er kun 14 tilsætningsstoffer tilladt sammenlignet med de 45 i økologisk vin og de 55 i konventionel vin. Svovlindholdet i biodynamisk vin er også yderligere begrænset sammenlignet med økologisk vin.

Demeterreglerne

Hvordan ved man, at man står med en biodynamisk vin i hånden, frem for en økologisk én, spørger du måske? Som vi har slået fast, så er biodynamisk drift en økologisk dyrkningsform med ekstra krav, som dem nævnt ovenfor. Disse krav er regler, som skal følges, for at en vin kan kaldes biodynamisk, men derudover er der forskellige forbund for biodynamiske landbrug.

Her er tale om de såkaldte demeterregler, som er udarbejdet af Foreningen for Biodynamisk Jordbrug i samarbejde biodynamiske foreninger fra ca. 40 andre lande i sammenslutningen Demeter International. Her arbejdes der særligt med naturens eget kredsløb, rytmer og energier for at fremme jordens frugtbarhed.

De væsentligste forskelle på demeter- og økologireglerne:

  • En bedrift skal have et dyrehold (overvejende drøvtyggere) eller indgå i et fast samarbejde med et biodynamiskhusdyrbrug

  • De biodynamiske markpræparater skal anvendes til hver afgrøde hvert år

  • Konventionel gylle og ajle må ikke anvendes p åbiodynamiske jorde

  • Kvæg må ikke afhornes og indkøbt kvæg må ikke være afhornet

  • Alt foder skal være biodynamisk eller økologisk efter nærmere angivelser

  • Gødning skal tilsættes de biodynamiske kompostpræparater

  • Indkøbt gødning skal komposteres og tilsættes kompostpræparaterne

  • Der må generelt højst tilføres gødning med 112kgN/ha.år i gennemsnit

  • Tilførslen af indkøbt gødning måi kke overstige 40kgN/ha

  • Der må ikke anvendes CMS-hybridesorter(GMO-lignendefremstilling)

  • Rækkedampning mod ukrudt er forbudt

  • UVC-lys må ikke anvendes til bestråling af planter (mod svamp og skimmel)

  • Nanoteknologiske stoffer må ikke anvendes

  • Der må ikke anvendes nitrit eller nitrat i Demeter-produkter

  • Mikrobølger må ikke anvendes

  • Homogenisering og UHT-behandling af mælkeprodukter er ikke tilladt

  • Safter skal være pressesafter og må ikke laves af koncentrater og vand

  • Korn må ikke formales i hammermøller

Naturvin

Er du på udkig efter en helt ubehandlet, naturlig vin, så er naturvine formodentligt det tætteste du kommer på det. Det er dog vigtigt at huske, at vin, der både skal smage godt, kunne transporteres og have en vis holdbarhed, er umulig at fremstille uden menneskelig indblanding.

Naturvin har ingen certificering eller regelsæt, så det er svært at sige helt præcist, hvad en naturvin er. Det dækker over en bred betegnelse af vin, der bliver produceret med så få tilsætningsstoffer, forarbejdningsmidler og generelle inventioner, som muligt. Kort sagt skal man som producent af naturvin lade naturen gå sin gang. Der er dog bred enighed om følgende:

  • Druerne skal være dyrket økologisk eller biodynamisk

  • Druerne skal håndplukkes

  • Ingen tilsætning af gær, druerne gæres kun af egne naturligt fremkomne gærceller

  • Der tilsættes kun svovl ved tapning og i så lille mængde som muligt

  • Vinen bearbejdes kun for let klaring eller filtrering

Desuden smager naturvine ofte en del anderledes end økologisk og biodynamisk vin. Typisk er de lidt specielle, gærede og har mere kant, end man er vant til. Mange toprestauranter og vinbarer omfavner de spændende naturvine, men smagen splitter i høj grad vandene

Lunaria – det bæredygtige vinhus hos MENY Borups Allé

Lunaria er mere end økologisk. Det er et biodynamisk vinhus, der ligger i Orsogna i Italien og prioriterer bæredygtighed og natur allerhøjest. De dyrker deres vin med respekt for jorden og innovative teknikker. Derudover er vinhuset demetercertificeret.

Lunaria støtter de fysisk og psykisk udsatte i lokalsamfundet, og de er gået væk fra den sædvanlige måde at forsegle vin på og er gået tilbage til den traditionelle, italienske metode. Deres vine er altså bundet med reb af det sociale kooperativ på nabogården, BABALÙ, der får penge for dette til deres aktiviteter for fællesskabet.

Desuden er Lunarias vine i flasker af genbrugsglas og alle mærkaterne er lavet af genbrugspapir, så hvis du er på udkig efter en bæredygtig og biodynamisk vin, kan du finde dem her i MENY Borups Allé.

Vær den første til at kommentere

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*