Tidens store trend, GIN

Det er nok gået de færrestes næser forbi, at gin lige nu er kæmpe stort. Det er suverænt den spiritus, som fanger folks største opmærksomhed i disse år. Udviklingen af produkter, destillering, drinks mm. er mildest talt rivende. Men hvad er gin egentlig? Og hvorfor er det blevet så pokkers interessant?

Gin blev oprindeligt produceret på kedler, ved at en neutral alkohol blev gendestilleret sammen med botaniske ingredienser af bær, frugter, frø, rødder, blomster, urter og krydderier, normalt efter at de anvendte botaniske ingredienser har ligget i blød i alkoholen. Enebær skal, ifølge ordentlig gin-tradition, altid være blandt anvendte botaniske ingredienser. Det er dog tilladt at anvende essenser i stedet for, men det har dog betydning for klassifikationen.

Andre klassiske botaniske ingredienser er f.eks. korianderfrø, lakrids og kardemomme.

Gin er mange ting!

Udover traditioner og nationale regler for produktionen af gin, har EU også et sæt regulativer. Ifølge EU er der fire type af gin.

Enebærsmagstilsat spiritus

Denne type inkluderer de tidligste typer gin, som produceres i en kedel af gæret korn, efterfulgt af en gendestillation med botaniske ingredienser for at udtrække de aromatiske stoffer. Aftapning skal ske med minimum 30 % alkohol.

Gin

Dette er en Enebærsmags tilsat spiritus, hvor aromastofferne kan være tilsat som essenser til en neutral alkohol, uden at der er sket en gendestillation. Der skal være et tydeligt præg af enebær, som dog også kan være tilsat som essens.

Distilled gin

Distilled gin produceres udelukkende ved gendestillation af ethanol, som oprindeligt har været destilleret op til 96%, og som er baseret på landbrugsprodukter som f.eks. korn, frugt, bær eller andet. Ved gendestillationen skal anvendes alle de botaniske ingredienser, som indgår i ginnen, og der må ikke efterfølgende tilsættes essenser af nogen art, bortset fra sukker (i så fald bliver ginnen af typen “Old Tom Gin”).

London gin

London Gin er defineret ud fra produktionsmetoden, ikke oprindelsen. London Dry Gin kan produceres overalt i verden. Den fremstilles af ethanol af landbrugsoprindelse (altså baseret på korn, frugt, bær eller lignende), og skal have et maksimum metanol indhold på 5 gram per hektoliter. Ved gendestillationen skal alle de botaniske ingredienser anvendes, som indgår i ginnen, og der må ikke efterfølgende tilsættes essenser af nogen art. London Gin må maksimalt tilsættes 0,1 gram sukker per liter og må heller ikke tilsættes farve eller andre ting, bortset fra vand. London Gin Kaldes også London Dry Gin.

I EU skal gin indeholde minimum 37,5 % alkohol. I andre områder af verden, f.eks. USA, er grænsen 40 %.

Sanne viser her et udvalg af vores gin.

Gin er en af de typer af spiritus, der bliver produceret på meget forskellig vis, alt efter hvilken producent, der laver ginen, og hvilket land, producenten har rødder i. Gin er stærkt afhængig af typen af krydderi, der bruges eller hvilken ingrediens, alkoholen tilføres under fremstillingen. Det har derfor ikke så stor betydning, om gin er lavet på korn eller at den lagres på fade, for at den har sin unikke smag. Det er krydderierne, som giver ginen betydning, karakter og ikke mindst smag.

”Vodka for voksne”. Det er et udsagn, som er blevet mere og mere populært at sige om gin. En af årsagerne til gins fremfærd er, at der i det hele taget er stor interesse om destillering af spiritus, og at der er en lys til og en ambition om at innovere. Gin er desuden en spiritus, som kan være utrolig mange forskellige ting, og det giver bartenderne og mixologerne en stor legeplads, når de skal skabe nye cocktails og drinks.

Vi kan også være med herhjemme!

En af verdens bedste gins er dansk. Den hedder Ginscape, en klassisk London Dry Gin, som er inspireret af den danske kystlinje og fremstillet ud fra en kompromisløs holdning til kvalitet. Ginscape er en aromatisk og elegant gin med tydelige noter af frisk havtorn. For nylig deltog den i den eftertragtede World Gin Awards, hvor vandt selveste guldmedaljen! Et kvalitetsstempel, som nok ikke fås meget bedre.

Heidi og den famøse Ginscape.

Til gin, skal der tilbehør

Alle er bekendte med den klassiske Gin&Tonic. Det er dog en drink, som ikke længere ”bare” er gin og tonic vand. Der findes nu et bredt udvalg af tonic vand, som indeholder forskellige kvaliteter, og som passer i forskellige sammenhænge. For eksempel her i MENY, sælger vi et bredt udvalg af tonic vand fra L&W. Lige fra den helt klassiske til tonic med agurk eller basilikum. Især agurk går sublimt til gin, da smagen er en anelse tør, som efterlader en forfriskende følelse i munden. Vi har også kits til opblanding. Disse indeholder tørrede frugter, krydderier eller oliven. Det giver både ekstra smag og pynter i glasset. De kan tilføre både sødme og bitterhed til din drink, afhængig af hviken frugt – for eksempel tørret mango eller tranebær, som du tilsætter.

Te Tonic er en blanding af botaniske urter, te og krydderier, i en speciel pyramideformet silkepose. Det tilføjer lige den rigtige grad af smag til din Gin&Tonic. Hvorfor bruge disse infusioner i en afbalanceret, certificeret gin? Simpelthen for at sætte prikken over i’et og afbalancere smagen af Gin&Tonic, og fremhæve dens smagsnoter. Ved at bruge den samme gin med forskellige TeTonic blandinger, ændres aromaerne, men stadig med bibeholdelse af autentiske Gin&Tonic smag vi så højt værdsætter.

OBS: Den 31. marts kl. 12-17 holder vi desuden GINFESTIVAL, hvor I kan få lov at smage en række af de mange gins, vi har i sortimentet – bl.a. en af verdens bedste, GINSCAPE! Læs mere på vores Facebookside i løbet af marts.

Kom forbi og se vores store udvalg af gin og dertilhørende tilbehør!  Vi glæder os til, at byde jer velkommen.

1 Comment

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*